INDHOLD Tryk på nedenstående kapitler for at springe
Den_gamle_præstegård_i_Småland
Daisy_III,_the_Queen_of_Denmark
Honda CX 500 Silver Wing årgang 1982
Den gamle præstegård i Småland (1989-2007)
I slutningen af 1980'erne flyttede vi til en stor lejlighed i Valby og vi arbejdede dengang begge i Københavns city. Derfor var vi interesserede i en fritidsbolig. Det skulle være et sted, hvor vi i fred og ro kunne slappe af. Gennem mit arbejde med fredede ejendomme kendte jeg en del godsejere, og vi kiggede flere steder på skovløberhuse. Men det var udtjente og nedslidte huse, som ikke levede op til drømmen om den lille idyl i skovens dyb. Vi fik også salgsopstillinger på ødegårde, og det endte med et køb i maj 1989.
Som det fremgår af overskriften blev Stenhöga solgt i maj 2007 i forbindelse med skilsmissen. Det var nødvendigt, men jeg vil altid mindes de mange oplevelser på Stenhöga og omegn. Derfor har jeg bevaret denne artikel.
Det var et stort hus, som en
dansk tandlæge havde ejet i mange år. De
havde brugt en del på at sætte huset i stand f.eks. indlagt vand,
telefon og
elektricitet, og de havde bygget en stor lade med hestebokse. Huset
havde ikke været brugt i de seneste år, så det var slet vedligeholdt og grunden
var groet til, så der var nok at tage
fat på. Vi har gennem årene udbygget og forbedret huset overalt, så det
nu har alle moderne faciliteter.
Vi har gennem næsten 20 år tilbragt næsten al fritid på Stenhöga. Og der er rigelig plads til vore mange unger og gæster. I præsteboligen er der nu 5 soveværelser og 2 badeværelser. Der er elpaneler, men dem bruger vi næsten ikke. Selv på en kold vinterdag, får vi i løbet af et par timer varme i huset ved at fyre op i de to flotte procelænsbrændeovne, brændeovnen i køkkenet og ikke mindst i den store pejs med indbygget fläkt.
Der er en stor lade, bygget i 1970'erne, hvor jeg har værksted, vognskur og plads til de drabelige kampe ved bordtennisbordet. Jeg kan godt lide at bruge hænderne, så jeg har bygget et hus på 45 kvm med 2 soveværelser og et stort atelier med smuk udsigt ud over skovmarken. Det ses til venstre i billedet, da det endnu var under bygning. Nu kan vi sidde inde døre og iagtage vildtet. Det nye hus kaldes "Det klene Hus", fordi vores hjælpsomme naboer, Rune og Stig, som har renoveret præste-boligen, mente, at jeg byggede af for spinkelt tømmer. Det var det tømmer, jeg fik skåret op fra fældede grantræer, og huset stod sin prøve under orkanen Gertrud i januar 2005.
Ud over den smukke svenske natur, så er det navnlig stilheden og nattehimlens vrimmel af stjerner, som betager os. En særlig gevinst ved Småland er mulighederne for at købe kød af rådyr, elg, lam og kalv. Det er naturlige økologiske produkter, for agerbruget er så ringe, at der ikke bruges kunstgødning og andre kemikalier.
Husets store trädgård på 1 tdr. land er omkranset af stendiger med en stor skovmark med kvæg og får til den ene side, og ellers højskov af gamle ege og andre løvtræer og tilplantede nåletræer. Få minutters gang fra huset ligger søen, Stönja. Den er knap så stor som Lyngby sø. Vi fisker gedde og aborre, og vores kano ligger der. En større sø med fin sandstrand er Torserydsøen et par km fra huset, og så ligger Bolmen på 185 kvkm, en milsvej fra Stenhöga.
Der er flere store naturreservater i området, men overalt ser eller hører vi rådyr, elge, ræve, grævling og vildsvin samt fugle bl.a Europas største hønsefugl, tjuren, foruden urfugle, fiskeørne, kongeørn, traner, flere spættearter og mange sangfugle. Vi har endnu ikke set ulv og los, men de er på vej fra nord. Det er til forbitrelse for jægerne, fordi de vil spolere vildtbestanden. Vi bryder os ikke om den sorte eller brune hugorm - det er vores fobi - for vi kan ikke li’ den måde, de går på. Det er sjældent vi ser dem, men de findes hist og her.
Myg, fluer og hvepse hører også til den svenske natur, og navnlig de aggressive bittesmå knoter er en plage efter meget regnvåde perioder. Knoterne kommer i store sværme i aftenskumringen og de bider. Det kan nogle gange blive så slemt, at vi tvinges til at gå inden døre.
Årstiderne har hver sin charme og oplevelser. Om vinteren er der ofte sne til at kælke, løbe på ski og skøjte eller tage på isfiskeri. Foråret kommer 2-3 uger senere end hjemme, så vi oplever det skønne løvspring to gange. Det meste af sommeren foregår fra Daisy III på Bolmen med at bade, fiske eller bare slappe af i solen med en god bog. Så kommer høst og efterår, hvor vi får travlt med at samle bær og navnlig svampe. Det bliver til mange kurve med kantareller, Karl Johan og sent på året tragtkantarellen.
Stenhöga har siden først i 1600-tallet været bolig for præsten i Vrå. Den sidst boende præst var kendt for anlægget af en smuk have med sjældne træer. En af sønnerne var evighedsstudent i Lund, hvor han kom i “dårligt selskab” med den senere socialdemokratiske statsminister Tage Erlander, forfatteren Piraten (Bombi Bit) og andre fra det skånske åndsrige. Han fik udgivet et par digtsamlinger og flyttede som en ældre pebersvend til sine ugifte søstres bolig i Halmstad.
Det er underligt at forestille sig, at i slutningen af 1800-tallet lå gården med sine marker omkranset af stengærder og omgivet af lyngheder og moser. Gården ligger 160 m over havet, og der var udsigt til mange kirketårne i Halland og Småland. Lyngbakkerne husede Europas største bestand af hønsefugle. De spredte og meget små lodder ager blev brugt til græsning, lidt kartoffelavl og til høslet. Der var hist og her lidt tilbage af de ældgamle ege og birkelunde, men ingen rigtig skov. Der blev først importeret og plantet grantræer, da man byggede jernbane i 1880'erne, og dermed skabte transportmuligheder for stordrift af nåletræer. Til Stenhöga hørte 4 torper (husmandssteder) og i alt var arealet på 700 tdr. land. Præstegården brændte i 1901 og blev genopført i 1910, men manglen på træ medførte, at man nedrev de 4 torper for at genbruge materialet. Det kan ses på førstesalen med ulogiske skæringer i tømmeret.
Gården tilhørte i flere år riksdagsmanden, Friherre Fjeldbäck. Den liberale riksdagmand, Fabian Månson fra socialdemokratiet, var kritisk over for svensk landbrug. Han var også kendt som journalist, forfatter og en populær foredragsholder, der i timevis talte om de høje brødpriser til skade for arbejderstanden. De to indgik væddemålet, at Fabian vederlagsfrit fik stillet Stenhöga til rådighed i tre år for at vise, hvordan man drev effektiv landbrug. Fabian flyttede i 1926 ind med sin samleverske, Maria. Hun var med til at stifte Kvindeligt Arbejderforbund og var lige som Fabian imod det lovformelige ægteskab.
Alle på egnen har hørt historien om, hvordan Fabian annoncerede efter en pige, der kunne malke og gå husfruen til hånde. Men at hun også skulle have kørekort til bil og kunne skrive på maskine, det var for skørt. Han købte smågrise i England, mange tons Chilesalpeter og fodermajs, og som den første på egnen en traktor. Men svinepriserne faldt, gødningen rådnede og traktoren kunne ikke køre i det stenede terræn, så Fabian Månson gik fallit efter to år.
Siden skiftede gården ofte ejere. Under verdenskrigen var den flygtningelejr for nordmænd og danskere. I slutningen af 1950’erne købte egnens bønder gården, men det tog et par år, før de nåede til enighed om at dele jorden. Præstegårdens store lade med kostald og flere mindre bygninger var allerede nedrevne. Længen med hestestald, pigekamre, vævestue, køkken med bageovn er bevaret og er nu indrettet til dansk ødegård, se deres website under links.
Daisy III, the Queen of Denmark
Jeg købte en kano for mine konfirmationspenge, og har tilbragt herlige timer på søerne ved Mølleåen. Senere har jeg flere gange været med familien i kano rundt om i Dalsland vildmark, så vi skulle også have sådan en ved den gamle præstegård. Efterhånden som kravet til magelighed voksede, blev kanoen suppleret med en optimistjolle og en mindre jolle med motor.
Men sejlads på Bolmen sø blev først muligt med en 14 fods motorbåd, som senere blev udskiftet med en 16 fods (Daisy I) med lidt mere komfort, og endelig med en 20 fods motorbåd med lukket kahyt, Porta Potti-das og en lille kabys. Den er døbt Daisy III (for II lyder for bekendt). Den var oprindelig bygget med indenbords motor, men vi byttede ud med en ny, lydsvag påhængsmotor på 30 Hk., så der blev ekstra solplads til agters.
Nu kan vi sejle i al slags vejr. Og hvis det tegner til at blive en smuk aften med solnedgang, ankrer vi bare op og sover i båden.
Søen Bolmen er mere end 3 gange så stor som Danmarks største, Arresø, så selv med god fart tager det et par dage at sejle søen rundt. Den er sine steder næsten som et hav, der hurtigt kan vise tænder af skum og høje bølger. Søen har dog en stor ø i midten plus 364 mindre øer og skær, så det er altid muligt at finde læ. Så fisker vi - eller rettere sagt Marianne fisker - for jeg er alt for utålmodig. Hun har fanget en del aborre, gedde og sandart. Hvis fiskelykken udebliver, sejler vi til Tiraholm, som er et gammelt säteri ved søen med brygge, en idylisk cafe og butik med mulighed for at købe ål, regnbueørred og de fisk, vi ikke fangede.
Ellers bader vi, nyder solen og slapper af med en bog. Favoritpladsen hedder Rosenbeck Bay - naturligvis. Det er en lille lagune med den fineste sandbund. Her kommer sjældent andre, så vi har fred og ro. Der er mange andre gode ankerpladser bl.a. ved Storøen og de mindre Tiraøerne. I bunden af søen ligger en borgruin, Piksborg, og her er også jernbanebroen fra den nu nedlagte smalsporede jernbane fra Halmstad til Bolmstad. Søen har tilløb fra en anden stor sø, Unnan, og der har været tale om at bygge en sluse. Søen udløber ved Skeen i Bolmåen, som senere forenes med Lagan, der munder ud i Kattegat. Åen er dog ikke farbar, fordi der flere steder er bygget dæmninger til vandkraft. Det ville være en stor attraktion, hvis man kunne sejle fra havet og gennem sluser ind til det store søsystem i midten af Småland.
Bolmen sø og Tiraholm er kendt for sagnet om Ebbe Skammelsøn. Det er legenden om vikingen, der trolovede sig inden han drog i leding. Da han vender hjem holder broderen netop bryllup med den udkårne, som var blevet overbevist om sin trolovedes død. I forbitrelse dræber Ebbe brudeparret, og som straf skal han leve alene på Bolmen og hver nat sove på en af øerne. Da han efter et år har gennemført dette sonoffer, vandrer han mod Angelstad Kirke. Men da han træder på en stor sten, springer kæder på ham og lænker ham, så han ikke kan afslutte sin bod. Denne sørgelige legende kendes i øvrigt også fra Thy og Skotland.
Efter salget af Stenhöga havde det ikke rigtig nogen mening at beholde en båd i Bolmen. Derfor er den bragt til Vedbæk Havn. Men trods sødygtighed er den lidt for lille til Øresund, så den skal snarest muligt udskiftes med en motorsejler, en LM 27, der ligger meget mere stabilt i vandet.
Vi har ønsket en hund gennem længere tid, men det ville ikke være særlig sundt for en hund at bo i en lejlighed, og hertil kommer besværet med dyrlægeattester m.v. for at få den ind i Sverige. Derfor aftalte vi med vore nærmeste naboer, Rune og Stig, at vi låner en af deres hunde. Det er Netta, som er en kærlig og børnevenlig lille hund.
Som det ses er det en kortbenet hund. Derfor ynder hun at stå højt, så hun bedre kan overskue situationen. Det kan være på en sten, som på fotoet, eller på en stol eller i Mariannes solvogn, som tilmed har den fordel, at der er en dejlig blød hynde at ligge på. Hvad hun ikke har i højde, har Netta i længde, og så har hun et smukt hoved og flot rød pels med hvide pletter.
Drever racehunde er udviklet fra den Westfaliske Dachbraken, men har siden 1910 været en anerkendt race i Sverige. I Danmark hedder racen Strellufstøveren.
Rune og Stig ville gerne parre hende med deres gravhund, Gilbert, som dog nu er gået til de evige jagtmarker. De mente, at det ville give en krydsning, som var eminent til jagt. Netta ville da gerne - meget gerne - når hun var i løbetiden, men Gilbert kunne ikke nå op og ind. Så hun ender nok med at blive en gammel pebermø.
Netta skal dog være i snor hele tiden, for ellers løber hun til skovs for at jage hare og navnlig rådyr. Hun holder meget af at gå ture med os, ja, gå og gå er vel så meget sagt, for hun trækker afsted med os og skal ustandselig snuse til alle dyrespor, og det bedste i denne verden er at finde en ilde-lugtende klat til at gnubbe ind i pelsen. Vi må nok erkende, at hun er ganske uopdraget.
Netta er heller ikke nogen vandhund. Vi kan trække hende ned til båden, og hun sidder da nogenlunde roligt, men så snart båden nærmer sig broen, springer hun ud. Og vand er kun til at drikke. Hun skyer bad og på stranden går hun ikke så langt ud, at maven bliver våd - og det er ikke ret langt.
Navnlig i maj måned kommer elge og rådyr ud af skoven om aftenen lige inden det bliver mørkt. Så kører vi i bil en runde og har nogle gange set op mod 20 elge og talrige rådyr. Dyrene er meget sky, så det er meget sjældent vi ser dem, når vi går i skoven.
Præstegårdens oprindelige jordtilliggende plus de lokale land-mænds skov på i alt 1.400 Tdr. land udgår reviret for elgjagten. Den starter mandag i første hele uge i oktober og slutter i december. Navnlig de første par dage er elgjagten det store hit, hvorfor svenskerne advarer danskere om at gå til skovs medmindre de er klart synlige i røde jakker og huer. Jeg kan ikke tænke mig at være jæger, omend jeg gerne ordner og fortærer det nedlagte vildt. Så jeg er med som klapper eller drevkarl. Jægerne var tidligere de lokale bønder, så det var både sjovt og en god måde at lære dem at kende.
Hvert femte år afholdes jagtfesten og menuen er en forret af røget laks og hovedret med kartofler, sovs og masser af elgmørbrad samt dessert pumpernickel is med frugter. I indbydelsen står der, at der serveres läsk og lätøl, men at enhver er frit stillet til at medbringe andre drikkevarer. Og det gør de - både hvad angår vin og spiritus. Derfor bliver alle også hentet og bragt tilbage i bus. Efter maden er der dans til levende musik, og dansen er den livlige svenske polka. Det er en fest, vi ser frem til.
Tidligere blev de skudte dyr hængt op i en høj kold kælder hos en landmand, hvorefter dyrene blev pelset og ordnet. De skytter, som havde nedlagt dyrene, bød på en süp - nogle gange hjemmelavet sprit med vodkasmag - mens der blev fortalt historier om jagt og kvinder.
Der er efterhånden ikke mange land- og skovbrugere tilbage. Jægerne er i stigende grad deres voksne børn og børnebørn. De bor i byerne, arbejder i andre erhverv og har en fortravlet hverdag, så jagten bliver indskrænket til de første par dage, og de nedlagte dyr bliver sendt til slagter. Der bliver heller ikke skålet, fordi jægerne skal køre hjem i bil. Samtidig er elgstammen ganske uforklarligt blevet reduceret, så hvor der før blev skudt 8-10 dyr, nøjes man nu med det halve.
Jagten har mistet sin værdi som det folkelige samlingssted for traktens beboere. Der er dog noget tilbage, for de lokalt boende cykler eller bliver kørt hen til Rune og Stigs koja ved dammene. Det er 5 ganske store søer gravet på kanten af højmosen, hvor de opdrætter krebs og ørred. De har bygget en lappisk koja, som er en rund hytte med ildsted og lyre i midten og med faste bænke langs væggene, hvor der kan sidde næsten en snes mænd og drenge. Her er klirren med flasker - dåser med øl og cola støjer dog mindre - latter af løgnehistorier og vittigheder, samt sprutten og syden fra det grilstegte til tider forbrændte mad, men alle morer sig.
Honda GL Silver Wing årgang 1982
Mens jeg læste på universitet havde jeg scooter, en Diana 175 kubik. Jeg havde i mange år lovet mig selv at købe en motorcykel, når jeg blev pensionist. Jeg købte i sommeren 2003 en Suzuki 650 GS fra 1982. Det er en dejlig maskine, men den har motorkraft og indbyder til at overtræde alle fartgrænser. Da jeg ikke har spor forstand på mekanik, og den efterhånden havde kørt 100.000 km, var det på tide at skifte.
Valget stod mellem en BMW touring maskine og en Honda Silver Wing, som jeg har valgt, fordi den er en del billigere og dog har næsten de samme fine egenskaber som en tilsvarende BMW. Honda Silver Wing er en international kultmaskine, og der er kun et fåtal af dem i Danmark.
Det er en bedaget dame, - den er bygget i 1982 - men den kører fint, mekanikken er simpel og robust, og der kan fremskaffes reservedele.
Den er lillesøster til Honda Gold Wing, som er større i motor og tungere, men med nogenlunde samme tour udstyr: Vindskærm, kåbe, som dækker over et cockpit med radio, varme i håndtag og store faste side- og bagkasser i glasfiber.
Min kusines mand, Preben, som ordner al mekanik og handler med lidt af hvert, havde denne Honda stående. Det er også ham, som solgte bådene og Suzuki'en til mig, så jeg har tillid til ham. Jeg er blevet medlem af Honda CX Club Danmark, og har fået meget teknisk support af klubben. Desværre viste det sig, at lejerne var nedslidte, så det blev nødvendigt at udskifte motoren. Det var en uventet ekstra regning, men nu kører den som en spændstig, ung jomfru.
Det giver en særlig frihed at bike, for du oplever meget mere, og du føler dig højt hævet over bilisterne.