Genealogi

Jeg er blevet opflasket med historier af min far. Han fortalte folkesagn og om sin barndom, mens jeg sad på hans knæ, eller når vi søndag formiddag gik tur om Utterslev Mose. I de første skoleår på Brønshøj skole fortsatte mulighederne for at tilegne sig historie. Jeg kunne kigge på vægtavlerne med motiver fra sten- og bronzealder og fra bondelandsbyen. Jeg indlevede mig i billedernes drama og ligeledes, da jeg kunne læse, i Robinson Crusoe, En yankee ved kong Athurs hof, OTA-bøgerne og danmarkshistorien.

Den direkte årsag til at skrive opstod i midten af 1970’erne, da min datter Christine var 5-6 år. Vi besøgte vikingecentret i Lejre, hvor de huggede brænde med økse, gruttede korn på en sten og bagte brød over bål. Vi var inde i bondegården med røglyren i taget, og med køer, svin, får og høns i den ene ende og folkestuen i den anden ende med alkover langs væggene dækket med skind. Der var en familie klædt i skind og uldtøj, og fra gryden over bålet duftede dagens ret af kål og kogt kød. Til mit spørgsmål, svarede Christine, at hun da gerne ville leve og bo her: “Men hvor står fjernsynet ?”

Det fik mig til at tænke på, om mine børn kunne forestille sig, at i 1950'erne fandtes hverken køleskab eller TV, de færreste havde bil, og at rejsen med damplokomotiv fra København til Thy varede en hel dag. Jeg var over 17 år inden jeg fik mit eget værelse, og det var fordi min storesøster da flyttede hjemme fra. Eller at for 200 år siden var den opfedede julegris primær kødbase for de fleste i det følgende år. Den blev røget, henkogt eller saltet for at være spiselig. Den mad kan vores tarmflora slet ikke fordøje, og det fede flæsk må have været temmelig harsk.

Mit mål med slægtskrøniken er at beskrive levevilkårene gennem tiderne, således som de kan eksponeres gennem mine aner. Det spændende ved historie er, at man aldrig når til bunds, fordi nye oplysninger dukker op, som modificerer det skrevne. Historie kan aldrig blive en objektiv og sand beretning. Det gælder også for slægtskrøniken, selv om jeg hævder, at jeg bestræber mig på at være loyal og ærlig - helt ind til sandheden.

Min far er født i 1913 og er gårdmandssøn fra Himmerland, og min mor født 1917er fiskerdatter fra Thyholm. De gik begge ud skolen, da de blev konfirmerede. Min far kom i smedelære og blev senere maskinmester. Min mor blev tjenestepige og rejste kun 17 år gammel til København og blev stuepige hos en grosserer i Gentofte. De mødtes på en danserestaurant og få måneder senere blev der holdt bryllup i Lyngs. De boede i Brønshøj i næsten 30 år i en toværelses lejlighed med to børn og senere i Vanløse i en større lejlighed. Min far blev maskinfabrikant. Min mor led af kronisk leverbetændelse, og var mest hjemmegående. Mine forældre var gift i næsten 40 år, da min mor døde kun 56 år gammel. Min far flyttede til Østerbro og var enkemand med et godt helbred i næsten 23 år til han døde 83 år gammel.

Krøniken er opdelt i kapitler for anerne til henholdsvis mine fars og mors forældre. I krøniken har jeg også et stort kapitel om mine forældre fra midten af 1930'erne og frem til min tid, men det er ikke indlagt. Jeg er også begyndt på mine egne memoirer, samt aner til ægtefæller og børnenes ægtefæller. Endvidere har jeg registreret alle med mit efternavn her i landet, Sverige og Tyskland. Krønikens indhold er blevet omfangsrigt, så websitet er en Readers Digest.

Jeg har registreret næsten tre tusinde personer i slægtsprogrammet Brothers Keeper med datoer og korte levnedsbeskrivelser. De kan nærmere studeres ved at trykke på Link til slægtsprogram.

Min far er født og opvokset i Østhimmerland - området mellem Limfjorden, Kattegat og Mariager fjord - i landsbyen Svanfolk, der ligger midtvejs fra Aalborg til Hadsund.

Den ældste med slægtsnavnet er Jens Christian Rosenbeck. Han er født 1749, men fødested kendes ikke - kun at han i 1785 giftede sig med Kirsten Sørensdatter i Brahetrolleborgs kirke på Sydfyn. Han var chef for godsets gartnere, og blev senere udnævnt til spisemester (administrator) for den kostskole, som Ludvig Reventlow oprettede for drenge i 1796. Han døde pludseligt i 1801 kun 52 år gammel og efterlod sig tre ukonfirmerede børn og et bo uden midler. Kirsten, giftede sig hurtigt og fortsatte som spisemester.

Den ældste søn, Ludvig, blev skriver hos Greveparret, og ledsagede senere sin skolekammerat, greve Carl Schimmelmann til København. Trods standsforskel var de venner gennem hele livet. Ludvig blev Cand. Jur. og ansat som kontorist hos Carls farbror, stats- og udenrigsminister greve Ernst Schimmelmann. Søsteren Christine rejste lidt senere også til hovedstaden, hvor hun mødte og blev gift med Carl Reumert, kongens klædefabriksmester i København. Hun blev oldemor til skuespilleren Poul Reumert. Om lillebroderen, Carl, ved jeg kun, at han endte som pebersvend og fattiglem i Sønderjylland.

Den første i Himmerland var Ludvig Rosenbeck. Greven udnævnte ham i 1809 til godsinspektør for Gudumlund og kort efter til godsinspektør for et af landets største godser, Lindenborg. I en af rapporterne til greveparret orienterer han om sine gifteplaner:

Ved Velgjerninger, som aldrig udslettes af min taknemmelige Erindring, har De, naadige Grevinde, noksom viist Deres Goddædige Sindelag mod mig, som har givet mig den Glade Overbeviisning, at mit Vels fremme er Dem magtpåliggende - jeg tør derfor gladelig forudsætte, at det er Deres Naade kjært, at en Pige er bleven min forlovede, som jeg elsker af mit hele Hjerte, og som næsten et halvt aar var gjenstand for min kierlighed, uden at jeg torde ret tydeliggiøre mig. Hendes værdige forældre, Proprietær Thygesen og hans kone på Randrup, have billiget vor Forening. Undseelse tillod mig ikke at nævne hende for Deres naade i Kjøbenhavn siden jeg dengang hverken have anholdt om Hendes Haand eller aabnet mit Hierte for Hendes forældre.

Min Forlovedes Navn er Maren Laurentze Hvass, hun er 20 aar gammel, fød på landet og har af sine Forældre nydt den omhyggeligste Opdragelse, Moderen en vakker huusmoder har meddelt min Laurentze en Indsigt i huuslige Sysler, der er sielden hos en Pige af Hendes Alder. Hun vil da og kunne vorde mit gode Herskab til nyttig ved at have Indseende med Meierihuusholdningen. At hun besidder en god Forstand, et godt Hierte, er munter, elsker mig som Ieg Hende, forener sig for at giøre min Lykke fuldkommen ved denne kiære Erhvervelse". Han fortsætter med denne forretningsrapport: "Greve Carl von Schimmelmann var, formedelst pressante Forretninger i Holsteen, allerede hiemrejst forinden Vor ankomst hertil, og har paalagt Inspecteur Schultz at arrangere et og andet til Fabrikkernes tarv sigtende. Dette vedkommer især Udvidelsen af Faiancefabrikken og sammes Indretning, Tørvehusenes opførelse paa Moserne til Tørvebeholdningernes Opbevaring, Ordnelse af Fabrikkets Betientes Indtægter samt arbejdernes Fortieneste. Saavidt jeg har kunnet opdage, forekommer de Foranstaltninger, som Schultz med Grev Schimmelmann nærmere Approbation agter at Iværksætte, mig saare velvalgte. Høsten falder godt ud her; ved Lindenborg har i de sidste 13 aar ikke været avlet saa meget Korn som i aar; dog vil Rugen neppe give meget af sig, den er stor af straa, men liden af Kierne, og saaledes er den i Almindelighed i denne egn af Iylland, ja flere bønder paa Grevskabet have total miisvækst. Man taler om 200 R for 1 td. Sæderug, alt er dyrt her, meest tienestefolk. En Avlskarl forlangte fornyelig af en Præst her paa egnen 800 R aarlig Løn. Ved Vildmosegaard er Kornet godt skønt det er endel nedslaaet af Regnen. Jordbrugsindtægterne ere Rigsbankpenge S.V. Resten af Posterne i min Calcul er .........................Hvad Deres naade har anbefalet mig, bekræftende fattige bønder, skal nøjagtig vorde efterkommet, som Ieg og Iverlig skal være betænkt på at iværksætte ndustriAnlæg. Sødostene skulle vorde afsendt med Skibsleileighed, Meieriet giver i Aar god fordeel. Schultz afreiser på Torsdag Morgen førstkommende herfra og undersøger paa hiemveien Jydepottetilvirkningen. Jeg beder min Hilsen formeldt til hrr von Borgo og Frue.

Ludvig var dygtig, vellidt og blev i kraft af sin stilling, gode løn og uddannelse anset for at være et godt gifteparti for døtrene til egnens godsejere - uagtet at han ikke havde nogen formue.

Laurentzes stedfar, Thyge Thygesen, var en særdeles driftig handelsmand, og ejer eller forpagter af adskillige nørrejydske herregårde. Han blev anset for at være lidt af en særling, netop fordi han vedblev med at holde en tarvelig levemåde. Han var ofte på rejse for at tilse sine forretninger, han var af middelhøjde og bar hvid paryk. Han stod op med solen og gik tidligt i seng. Men han var gavmild over for sin fæstebønder, oprettede flere sogneskoler og stedbørnene blev hjulpet godt på vej.

Thyge vedblev at være en bonde med en bondes vaner, og stod dermed i grel modsætning til Laurentzes salige far. Frantz Hvass havde været prototypen på en aristokrat. Han var høj, flot og atletisk og samtidig meget aristokratisk. Han var student fra Viborg og uddannet som teolog. Men han valgte landbruget, havde arbejdet som forpagter og var i høj grad anerkendt som en dygtig arbejdsleder og landmand. Frantz blev født i Søndbjerg præstegård på Thyholm. Slægten Hvass er en gammel præsteslægt med aner tilbage til 1500 tallet. Faderen, Erich Grave Hvass døde kun 42 år gammel i 1743. Moderen, Ane Mariche Hee, var datter af den forgående præst i Søndbjerg, den meget velstående, Christen Hee. Deres 4 sønner blev alle teologer og de tre døtre blev gifte med præster, så efter 10 år i enkestand kunne Ane Mariche glæde sig over, at børnene var kommet godt på vej, så hun giftede hun sig med præsten i Snedsted, Wilhelm Schmidt. Han tilhører min mormors familie, så her er tale om et anesammenfald - dog ikke i blodsbeslægtet.

Slægten Hee er knyttet sammen med Schytte, herunder præsten i Vestervig, Niels Knudsen Schytte. Han blev gift i 1607 med sin forgængers enke, Karen Thøgersdatter, der foruden de 5 børn hun fik med Niels havde 8 børn i forvejen med Chresten Reesen. Hun er i kraft af de mange børn og deres efterkommere samlingspunktet for tusindvis af nulevende fra Nordvestjylland, som er efterkommere til den gamle kongeslægt. Karens tipoldefar var munken i Viborg, Thøger Jensen, der blev gift med nonnen Anne Pedersdatter. De var nogle af de første som giftede sig og dermed brød cølibatet efter reformationen i 1536. Thøgers farfar er efter alt at dømme Laurids Mogensen Løvenbalk til Tjele, som har kong Christoffer den Anden til tipoldefar og dermed er en efterkommer til Gorm den Gamle. Link til slægtsprogram

I 1792 bliver Frants Hvass, 56 år gammel, gift med den kun 20 årige Cecilie Færch. Trods den store aldersforskel havde de et godt liv sammen og de var stærkt knyttede til deres søskende i Nibe og Nørrejylland.

Dette gouacheklip fra 1800 viser familien Hvass i thestuen på Randrup herregård.

Den ældste af børnene, Erik Christian Andreas, står med front mod sin far, Frantz Hvass. Han overtog herregården Høstemark efter sin stedfar, men døde pludselig.

Min tiptipoldemor, Laurentze Maren Hvass står over for sin mor, Cecilie Færch. Anne Marie Hvass står lidt bag sin mor. Hun døde af kort efter skarlagensfeber.

Anders Nicolaj Hvass er den lille dreng med en hund i snor. Han blev birkedommer for Lindenborg gods, herredsfoged for Helleum-Hindsted og boede i Bælum på proprietærgården, Nørgård.

Marcus Pauli Hvass er gemt i sin mors mave, idet gouachen er fremstillet lige inden fødslen. Han er Laurentzes yngste bror og den mest kendte af børnene. Han blev 21 år gammel cand. theol. med højeste karakter, arbejdede for Ernst Schimmelmann og blev senere optaget i kronprins Frederiks stab på udlandsrejsen i slutningen af 1820'erne til Rom, Neapel, Paris og London.
En aften i 1833 aflagde kronprinsen visit hos Marcus i København og senere fortsatte kronprinsen i hovedstadens pulserende natteliv. Næste morgen forklarer han sin far, Kong Frederik den VI, at Hvass havde lokket ham ud på svireturen. Kongen afskediger straks Hvass, som skamfuld må rejse tilbage til Himmerland. Han køber Randrup i 1837af sin stedfar, gifter sig og bygger den smukke italienske fløj til godsets gamle hovedbygning.
Nogle år senere besøger Kong Frederik den VII Randrup. Marcus blev rehabiliteret og udnævnt til Hofjægermester. Han var en tid valgt til Stænderforsamlingen og senere til Amtsrådet. Han druknede fra et dampskib ved Sjællands odde på vej til København.

Børnenes far, Frantz, døde pludseligt i 1809 af lungebetædelse efter en dramatisk hjemrejse i kane i et "himmelvendt rendfog" eller snestorm fra Nibe. Derefter gifter moderen sig med Thyge Thygesen, som hun kendte fra sin familie Færch i Nibe.

Slægten Færch var gennem flere generationer købmænd, fiskestadeejere, skibsredere - ja handels-mænd af Guds nåde i sildeeventyrets by, Nibe. Færch'ernes gård brændte i 1806, men den nyopførte var et pragtfuldt palæ vurderet i værdi som en mindre herregård. Ellens bror, købmand Niels Andersen Færch, havde fragtet indbo, sølvtøj, tæpper og møbler hjem til palæet på sine skibe. Han rejste altid i karet forspændt med 4 flotte heste, og han døde faktisk efter at kareten var væltet.

Fiskevandet ud for Nibe var særlig velegnet for fangst af sild, og i de gode tider skovlede beboerne sild og penge ind - lige fra fiskestadeejerne, bådejerne, købmændene til fiskekarle, løddekarle, bødekoner, gællekoner, røgesvende, smede, bødkere, vådbindere og til de skibsfolk der fragtede de saltede tørrede eller røgede sild ud til hele Europa. En ikke ualmindeligt herrefrokost på den tid kunne bestå af Holstensk øl, genever og franske sauternevine serveret til saltspegede ål, stegte og kogte ål fyldte med det kostbare timian. Rulleål i gele, stegte fjordsild, kogt høne med hybengele, røget lammekølle, gåsebryst og endelig mange søde kager.

Der er en samtidig beretning fra Sebbersund Klosterkirke: Sildefiskerne var de rige og prangende i menigheden. De var så store i slavet, at de rev rigsbanksedler i stykker på vej ind i kirken. Det skete også engang til en højtid, at de djærve fiskere sprang buk på kirkegulvet på vej til alters efter at have indtaget morgendramme flere - ja mange gange. Men det stoppede brat, dengang en af de tunge fiskere gik gennem gulvet og faldt ned i gravkammeret til de frønnede kister."

Siden Middelalderen har der været fanget sild afbrudt af tider uden sild. Den sidste store glansperiode for Nibe varede fra 1875 til efter 1825, da Vesterhavet brød ind i Limfjorden ved Agger.

......................................................................................

For Ludvig og Laurentze tegnede alt sig fint og godt. De blev viet i Skibsted kirke og brylluppet blev holdt 1814 på Randrup. Festlighederne varede de tre dage og så kunne de nygifte køre til inspektørboligen på Lindenborg. Han var glad for sin kone og hun for ham, og så bragte hun til med en stor medgift fra sin rige familie. Ludvig købte proprietærgården Henriksdal på 105 Ha. af sin papsvigerfar og senere herregården Pandum på 425 Ha. ved Nibe.

Ludvig skulle udnævnes til birkedommer for Lindenborg Gods, da han pludselig døde kun 36 år gammel i 1821. Det var en økonomisk katastrofe for familien, fordi landbrugskrisen havde presset korn- og ejendomspriserne i bund. Pandum blev først solgt ved femte auktion for 1/10 af købsprisen 3 år forinden. Henriksdal kom også på auktion. Det var en begivenhed som altid trækker mange til, men "Thygesen bød på den til sin steddatter, og alle taug". Ludvigs enke var kun 27 år, men hun giftede sig ikke på ny. Hun flyttede nogle år senere med sine to piger til København, hvor hun levede af sin pension sammen med sine to ugifte døtre.

Sønnen, Thyge, var kun 6 år, da faderen døde. Han gik i privat skole ved Gudumlund og blev senere landbrugselev hos sin mors stedfar, Thyge Thygesen, på herregården Høstemark. Få år senere er han forvalter på herregården Randrup hos sin morbror, Marcus Pauli Hvass. Så alt var lagt til rette for et giftemål med en proprietærdatter. Det er måske arvestridigheder, som brat stopper Thyges forbindelse til de rige slægtninge, for i 1842 gifter han sig - som det står i slægtsbogen om Hvass -med en "pige af bondestanden", Mariane Poulsdatter. De starter under anderledes kår som arvefæstere på en gård i Dollerup under Lindenborg gods. Det var dog en pæn stor gård på 100 tdr. land ager af god bonitet med et folkehold på tre karle og to piger. Der vokser en datter og tre sønner op på gården, og de fik mange børn og navnlig børnebørn, der bredte sig ud i Aalborg-området.

Gården blev købt til selveje i 1880'erne og udflyttet og bygget som en flot gård, Rosenvang. På det tidspunkt var den blevet overtaget af den ældste søn, Ludvig, gift med Mariane Nielsdatter. Han var en dygtig landmand, gennemførte omlægningen fra korn til svine- og mælkeproduktion, og deltog aktivt i lokalpolitik for Venstre og i stiftelsen af andelsmejeri og -slagteri. De fik 5 piger og sønnen Thyge. Det var meningen, at sønnen skulle overtage Rosenvang efter sin far, men inden det blev aktuelt, giftede Thyge sig til en lige så stor gård, Svanholmsgård, i Svanfolk. Ingen af de to døtre, som blev voksne, blev gift med landmænd. Så Rosenvang blev solgt til fremmede i 1917, da Ludvig og Mariane som gamle flyttede til en villa i Svenstrup syd for Aalborg.

Guldbryllup i 1923 for Mariane og Ludvig i Svenstrup. Min farfar, Thyge, står bagerst i midten og farmor, Levine, sidder forrest til højre med børnene heraf min far mellem sin søster og lillebror.

Thyge var blevet gift i 1906 med Levine Svanholm Nielsen. Min farfar var landmand, men tillige heste- og kreaturhandler og storproducent af brændselstørv. Han tjente ufattelig mange penge i årene op til og under første verdenskrig. Han var selskabsmand og fortsatte de dyre vaner, da de gode tider vendte brat. Krisen blev overvundet, men børnene måtte tidligt tage del i arbejdet, fordi der ikke var råd til at holde tjenestefolk. Min farmor var stort set altid gravid, men flere børn døde som spæde, så der blev trods alt "kun" to voksne døtre og fem søom kokkepige og karl pånner.

Det ældste barn, Arne, nåede at komme på højskole inden økonomien strammede til. Han blev lærer på Lundby landbrugsskole og senere hønseriavler i byen. Den næste, Svend arbejdede i mange år på gården inden han kom fri og købte en mindre ejendom på egnen. Så kom Marie, der måtte arbejde både som karl og kokkepige. Hun løb hjemmefra, men kom senere tilbage med sin mand og efter nogle år kunne de endelig købe en ejendom. Sønnen i midten, Jens, fik også nok af hårdt arbejde uden løn for sin far. Han løb også hjemme fra, kom i lære som smed i 1926, og blev senere maskinist. Han arbejdede på B&W maskinfabrik indtil han efter anden verdenskrig etablerede egen virksomhed i København. Det er min far. Så kom Regnar, som var ved militæret og senere blev landmand. Karen Margrethe var uddannet som sygeplejerske, og blev gift med landmand. Den yngste søn overtog Svanholmsgård efter at han var blevet landbrugskandidat.

Foto, da min farfar fyldte 70 år i 1950. Øverst fra venstre sønnerne med deres koner: Ester og Rytter (landbrugskandidat og overtog Svanholmsgård), Tytte og Regnar (landmand i Hasseris), mine forældre Karen og Jens (maskinfabrikant i København), Jenny og Svend (landmand i Svanfolk), Agnes og Arne (hønseavler i Lundby). I midten min søster, Gitte, Johan (landmand i Svanfolk) og faster Marie , Farmor med min navnefætter, Thyge, og farfar, faster Karen Margrethe (sygeplejerske) og Aage (landmand i Dollerup) samt ældste barnebarn Karen Edith. Forrest sidder jeg i flot matrostøj sammen med fætre og kusiner Putte, Poul, Inge, Bodil, Per, Karen Birthe, Jenny og Hanne.

Der findes flere slægtsgrene med navnet Rosenbeck, eller stavet Rosenbæk, -bech og -bek. I dag er der her i landet omkring 250 personer. Der er næppe tvivl om at uanset stavemåde er det grene af samme ane, men the Missing Link er ikke fundet. Der er således eksempler på ændret stavemåde frem og tilbage mellem generationer af samme familie - endog mellem søskende og for enkelte personer skifter stavemåden ved dåb, vielse og død. Det skyldes, at overbringeren af navnet til kirkebogsføreren ikke altid var skriftlærd, så præsten eller degnen stavede efternavnet i kirkebogen, som han fandt det mest passende. Det betød heller ikke så meget i gamle dages lokalsamfund, fordi der blev Pouls søn, Jens, aldrig omtalt som Jens Rosenbeck, men som Pouls søn. Slægtsnavnet eller efternavnet kom først rigtig i brug, når et barn flyttede fra sin hjemstavn.

På Ærø kendes en slægtsgren, der også kan føres tilbage til midten af 1700 tallet. Fra slutningen af 1700 tallet kendes en eller måske to slægtsgrene fra Jels i Sønderjylland. En teori går ud på, at slægterne kan samles på Als eller Sundeved. Dengang hørte Ærø under hertugdømmet af Augustenborg, og greverne på Brahetrolleborg, Reventlow'erne, ejede flere godser i Slesvig Holsten. Der var således en del trafik mellem Sydfyn, Ærø og Sønderjylland, som kan have medført slægtens spredning.

Jeg har imidlertid fundet flere endnu ældre i København bl.a. bliver Peiter Rosenbeck gift 1708 i Trinitatis kirke, så han er født i slutningen af 1600 tallet, og altså et par generationer tidligere end de ældste i de nævnte slægtsgrene. Det ser ud til, at personerne kan samles i mindre familiegrupper, så de er nok kommet til hovedstaden i flere omgange. De kan være nordtyske eller navnlig svenske tilflyttere.

Den ældst kendte i Norden er Gabriel Rosenbeck, som i 1670 døber sin datter i Stockholm. Derfor hælder jeg mere og mere til den teori, at slægtsnavnet er ført fra Stockholm til Skåne og videre til København og Sjælland. Derfra videre til Fyn, Ærø og Sønderjylland.

I Tyskland findes i dag omkring 50 familier. Den ældst kendte er Hermanus aus der Rosenbeck, som i Mulheims evangeliske kirke bliver gift i 1778. Jeg har kun fundet en familie med navnet i Holsten fra 1760'erne og frem, men den næstældste i den slægt blev født og gift med en pige i København.

Der er over 100 med navnet Rosenbeck og -bäck i Sverige og de fleste bor i Skåne, Göteborg og enkelte i Stockholm. De få norske Rosenbeck'ere er kommet fra Sverige.

Endelig er der over 200 amerikanere af tysk og svensk herkomst, mens en halv snes personer er sønderjyske emigranter.

Slægtsnavnet er givet vis et såkaldt tilflytternavn, idet en mand fra en by eller område med det navn er rejst fra sin hjemstavn. Han bliver på det nye sted omtalt som kommende fra byens eller områdets navn og vælger efterhånden at bruge dette stednavn som sit efternavn.

Der er talrige eksempler på brug af tilflytternavne. Navnlig, da vi fik værnepligt med samling i kaserner her i landet. Der var det ganske almindeligt, at hvis flere hed Hansen i delingen, blev de omtalt med navnet på deres hjemsted.

Derfor har jeg ledt efter stednavnet Rosenbeck. Ifølge Microsoft Encarta World Atlas findes der kun et sted med navnet Rosenbeck. Det ligger i Tyskland.

I delstaten Brandenburg i det tidligere Østtyskland omtrent 40 km nordnordøst for Berlin findes en lille landsby med navnet, Rosenbeck.

Marianne og jeg besøgte stedet i 2003. Der er ca. 60 landsbyhuse, ingen kirke og tæt på slusen en ruin af et hotel med to mindestene om byens jubilæer. Men teksten er dog ulæsbar på mine fotos.

Ved byen ligger en 3 meter høj sluse til den 7 km lange Werbellins kanal, som slutter ved Marienwerder kanal, der forbinder floderne Oder med Havel og Elben.

Ved slusen lå i 1700 tallet en papirmølle og andre småindustrier. Men hvis byen ikke er ældre, så kan den ikke være det sted, jeg leder efter. Brandenburg var efter den Westfalske fred i 1648 et hærget, folketomt og ruineret land. Der skulle gå næsten 100 år før landet kom på fode under kong Frederik den Store af Preussen.

Oprindelsen til landsbyens navn menes at bero på, at bosætterne efter religionskrigene var indvandrere fra Nederlandene. Den katolske hertug for de habsburgske Nederlande gik hårdt til værks mod calvinister og de reformerte. Derfor flygtede mange til dalene langs de nordtyske floder, hvor de med deres håndværksmæssige viden bidrog til bygning af kanaler og sluser mellem floderne.

Ifølge stednavneforskere kan navnets oprindelse henføres til det flamsk-hollandske navn, Rozebeke (1108 beskrevet som Rosbecca. Det betyder skib i bæk eller flodskib eller blot fladbundet flodpram.

Det viser sig imidlertid, at der er andre lokaliteter med stednavnet Rosenbeck på tysk, men som i dag udtales med sit polske, lettiske og russiske navn. Således en lille by, Róz'yn, i det nordøstlige Polen tæt på den russiske enklave, Kaliningrad, og ca. 80 km sydøst for Gdansk. Dette område har i ældgammel tid været polsk, men blev tysk, da Rusland, Østrig og Preussen delte Polen i 1750'erne. Østpreussen blev påny til en del af Polen efter 1945.

Under religionskrigene og frem til Prøjsertiden efter 1725 var området underlagt svenskerne ligesom det meste af Østersøens sydlige kystområder fra Fehmern og op til og med Finland. Den svenske hær bestod nok af kernetropper fra Sverige og Finland, men også af lejesoldater bl.a. fra de tyske og polske besiddelser. Byen ligger netop i det område, hvor den svenske arme rustede sig til felttoget mod Rusland. Men jeg formoder, at byen først har skiftet navn fra Roz'yn til Rosenbeck i den tyske tid, så stednavnet er for ungt i relation til den stockholmske Rosenbeck.

Alle gode gange tre er der så byen Rozbeki (russisk), Rozula (lettisk) og Rosenbeck (tysk) i Letland eller Kurland, som den nordvestre del af Letland og Estland hed i svenskertiden. I byen er ruiner af en borg fra 1400-tallet tilhørende den tyske ridderorden, så byen er gammel nok til at kunne bære en udvandrer von Rosenbeck.

De tre randstater har for det meste været besat af fremmede magter: De tyske ridderordner, Danmark under Valdemarerne, Polen flere gange vekslende med svenskerne og russerne. Samtidig har almuen altid været underkuet, idet et fåtal af adelsslægter har ejet jorden og tyranniseret de livegne bønder. I de perioder, hvor svenskerne regerede, blev grebet lempet om almuen i et forsøg på både at opnå svensk loyalitet og mere humane livsvilkår a la dem, som på samme tid rådede i Sverige. Det gav opgangstider, handel og indebar en del udvandring af folk til Sverige.

Men hvordan kom navnet så til Norden ? Ja, det har jeg endnu ikke noget klart svar på, så det skal undersøges nærmere.

Det kan være en landsknægt i dansk eller mere sandsynligt i svensk krigstjeneste i 1600 tallet. I så fald har den brandenburgske, polske eller lettiske von Rosenbeck været meget heldig. Næsten 1/3 af soldaterne i den velorganiserede svenske armés døde inden de nåede i kamp af madforgiftning, underernæring eller epidemiske sygdomme. Dernæst kom selve krigshandlingerne, herunder ikke mindst de store slag, offensiv og tilbagetog. Endelig skulle der også held til at finde en kæreste, hvis forældre accepterede et giftermål med en krigskarl, som kunne nogle brokker dansk/svensk. Og endnu mere held til at kunne stifte og underholde en familie i det civile liv.

En anden og mere fredelig vej kunne være, at det var deres faglige viden eller det blotte ønske om at komme væk, som fik dem til at udvandre. Nogle af de ældst kendte Rosenbeck'ere boede i Stockholm, som allerede fra Hansa-tiden havde en stor koloni af tysktalende indvandrere. Men byen fortsatte ligesom Göteborg med at være åbne byer for indvandring.

Levine Ferdinandine Svanholm Nielsen er min farmor, og hun er født i 1882 i en lille landsby, Svanfolk, i Østhimmerland. Hun blev i 1906 gift med Thyge Christian Rosenbeck.

De ældste kendte, min farmors tipoldeforældre, var gårdfæster Mikkel Christensen og Boel Pedersdatter i Graverhusene syd for Solbjerg, som må være født i 1720'erne. Deres søn Peder Mikkelsen født i 1764 gifter sig med en ældre enke til en fæstegård i Solbjerg. Hans næste kone dør i barselsseng, men med den tredje får han to sønner og datteren Ane.

Ane Pedersdatter er født i 1799 og bliver gift første gang, da hun er 23 år, med fæstebonde og enkemand Jens Andersen i Svanfolk på 47 år. Han blev første gang gift, da han var 22 år, og samtidig overtog han fødegården i Svanfolk efter sin 68 årige far, Anders Jensen. Ane blev dermed stedmor til 1 piger og 3 drenge fra det første ægteskab.

Året efter brylluppet døde Jens, og det skete blot 3 uger inden deres barn bliver født, Ane Jensdatter. Enken bliver siddende i uskiftet bo på gården, som var en firelænget gård i fin stand og veldrevet. I 1826 skøder hendes afdøde mands storebror, Hans Svanholm, gården på 8 Tdr. Hrtk. ager og eng samt hoved- og avlsbygninger, dyrehold, indbo og avl - hele herligheden til en ekstrem fordelagtig pris på blot 200 Rbd. sedler. Beløbet skulle endog henstå uforrentet som pantegæld til Hans's død.

Ane blev således en ganske rig enke, og 30 år gammel giftede hun sig i 1829 med Niels Kjær Jensen, søn af arvefæster Jens Nielsen Kjær i Store Brøndum og hans kone i andet ægteskab, Mette Nielsdatter.

Hans Svanholm var som nævnt bror til Anes første mand, Jens. Han startede efter konfirmationen som svinehyrde, men blev skriver, godsforvalter og senere Amtmand i Aalborg. Han var ugift, hovedrig og ejede flere herregårde. I 1811 købte han det samlede bøndergods og huse i Svanfolk på i alt 64 Tdr Hrtk fra herregården Kongstedlund. Han testamenterede formuen først og fremmest til sin søskende og -børn, men også til andre uden for familien. Ane og Niels fik således gavebrev på pantegælden i deres gård - som i taknemmelighed blev kaldt Svanholmgård - men arvede tillige nabogården, Bossgården. De tre stedsønner arvede samtidig hver en herregård.

Landsbyen Svanfolk ligger i det gamle Skibsted sogn, midtvejs mellem Aalborg og Hadsund. Landsbyen har hverken kirke eller skole, og bestod af 8 bondegårde og nogle huse til smeden, mølleren, væveren og daglejere. Der var 17 husstande ved folketællingen i 1787.

Omegnen af Svanfolk er gammelt kulturland. I 1720’erne fandt byhyrden en sølvskat, og i en gravhøj lå et bronzesværd. På bakketoppen blev gjort et mærkværdigt fund af flade sten i en diameter på 8 m og med et stenkors i midten. Min farbror Rytter var da ejer af gården og tilkaldte arkæologer. Gåden blev præsenteret i tidsskriftet SKALK 1959/60. Løsningen var fundamentet til en stubvejrmølle fra 1400-tallet. Møllens hus blev drejet efter vinden, hvorfor stenene i rundkredsen skulle lette arbejdet med at dreje bygningen, og stenkorset var fundamentet for akselen i møllehusets midte. Under stenene fandt man i øvrigt en stenaldergrav med en ravkæde og to flintdolke.

Landsbyen er første gang skriftlig omtalt i 1465 som Suanfalck. Jeg skrev til Københavns Universitets Institut for Navneforskning og fik som svar, at navnet var en kombination af svane og folk - altså en indbyggerbetegnelse, som bliver til et stednavn. Leddet -folk var opsigtsvækkende, fordi efterleddet ikke findes andre steder i landet, men kendes fra England. Ridder Morten Svan ejede store områder af Himmerland i slutningen af 1300 tallet. Han testamenterede sit jordegods til Viborg bispesæde for at slippe for Skærsilden. Han er måske stamfar til byen, således at det var hans krigskarle, der i fredstid bosatte sig og byggede landsbyen.

I Svanholmgård boede min farmors farforældre, Ane og Niels i 1834 med deres ældste børn plus 3 karle og en tjenestepige. Der var også en røgter, som boede med sin familie ved siden af gården. På Bossgården, som de også havde arvet, boede deres yngste stedsøn, den 26 årige ugifte Peder Jensen, plus tjenestefolk. Men han flytter kort tid efter til herregården Sebberkloster.

Den yngste søn, Jens, overtager Svanholmgård fra sine forældre i 1850'erne. Den ældste søn, Hans, overtager på samme tid Bossgården og de øvrige sønner blev ejere af store gårde i Sdr. Kongerslev og Veddum. De var ikke bare bønder, men lokalt engagerede i sogneråd og foregangsmænd, og så var de principfaste - ja stivsindede. De kunne være så dybt uenige om ting og sager med familie og naboer, at de i lange perioder ikke var på talefod eller førte retssager mod hinanden.

Den næstyngste af Ane og Niels’s børn, Søren Rytter, blev næsten 103 år gammel. Han rejste tidligt hjemmefra, og levede som handelsmand, artist og kortspiller. Min far fortalte, hvordan han kunne trylle med kort - ja med alting - samtidig med at han fikserede tilskuerne med sine talegaver. Som landmand blev han landskendt for tyren, Garibaldi, der blev fremvist for penge i på markederne i Hjallerup og Aalborg. Folk betalte gerne en skilling for at se den prægtige tyr. Han vandrede på otte nætter med tyren til landsudstillingen på Falster, og opnåede årets kronprinsepræmie. Undervejs havde tyren sivsko på for at værne klovene. Husly og fortæring blev betalt af Garibaldi for en omgang hos bondens køer. Hesteavlen gik også flot. Hingsten hed MessingJens, og som god - men meget alene stående - højremand, kundgjorde han, at hingsten stod til hoppernes tjeneste, når blot salæret blev sendt til Københavns befæstning. Det var ikke populært, men ham skulle ingen knægte. Sørens yngste barn, Svenning Rytter, blev sin generations mest kendte. Han blev Cand. Jur. og blot 36 år gammel Amtmand for Færøerne og byretspræsident for København. Han var Justitsminister i to Venstreregeringer, og medlem af Folketinget og senere Landstinget.

Ane og Niels's yngste søn blev altid omtalt og tiltalt som gårdejer I Svanholm Nielsen. Han er min oldefar på min farmors side. Han bliver i 1865 gift med Bodil Marie Svenningsen, da han var 25 og hun 17 år. Ægteskabet blev aftalt mellem Jens’s far og pigernes, Svenning Jensen Krag, og samtidig blev storebror Søren Rytter trolovet med storesøsteren, Margrethe.

I Svanholm Nielsen ægteskab med Bodil var på sin vis et positivt ægteskab, men styret af Jens’s leveregler. Han var afholdsmand og ateist. Da han fyldte 50 år skrev redaktør Vilh. Lassen følgende artikel i Aalborg Stiftstidende: “ Gårdejer J. Svanholm Nielsen er en jævn bondemand. Han siger “a” til sig selv, har gået i almueskolen, og har ikke nydt anden undervisning end den, der i almindelighed bliver gårdmandsbørn til del. Og dog er J. Svanholm Nielsen ingen almindelig mand. Han finder sig ikke forpligtet til, at lade sine tanker bevæge ad de samme veje som andre.

Hans valgsprog er: Et verdenssprog, en Verdens-republik og en Verdensdomstol.

Han lærte sig kunstsproget Volapük, som var tiltænkt til at skulle blive fremtidens Verdenssprog.

Og han støttede oprettelsen af domstolen i Haag. Denne bevægelse har til program: Fred mellem landene og Voldgift til stridigheders afgørelse.

Han er formand for en af de største foreninger for fred her i landet, og han er virksom. På et andragende til Rigsdagen om at virke for en nordisk Voldgiftstraktat samlede han 2.263 underskrifter.

Det er først og fremmest karakterens fasthed, der har skabt den tillid, som I. Svanholm Nielsen nyder. Han er formand for “Demokratisk Forening” i Bælum kreds, Valgmand til Landstingsvalget og delegeret til de 3 delegeretmøder, Venstre har holdt. Han har været delegeret til Fredskongressen i København osv. osv. Af stedlige og kommunale tillidshverv har Svanholm Nielsen haft en mængde. Han var sognerådsformand, og som sådan førte han en hidsig kampagne. Der er i kommunen en højremand (det var broderen på Bossgården) som i mange år havde været vant til at regere. Han gjorde sig ud til bens over for Svanholm Nielsen, og deres forhold blev snart til åben krig. Højremanden klagede til amtet, han anlagde protester, han prøvede alt. I Svanholm Nielsen havde i disse år 20 tvistigheder til afgørelse af amtet, 14 processer, 6 vand- og hegnssager og 1 vejsag. Og han vandt dem alle".

Denne artikel er forfattet af en politisk ligesindet, og skrevet i Estrup-tiden, hvor Højre styrede landet uden parlamentarisk flertal. I Svanholm Nielsen var en original, kreativ, men kunne være en gnavpotte. Han var meget glad for sin kone, men hun måtte hverken besøge eller tale med sin søster, kun fordi hun var gift med en højremand, broderen Søren Rytter. Denne stejlhed var i øvrigt gensidig, så de to søstre kunne kun mødes i smug. Og det gjorde de.

Han tegnede og konstruerede selv stuehuset til Svanholmgaard i 1890’erne. Huset havde fire skorstene og en altan på taget over midterfløjen, som mod syd var havestuen med udgang til en terrasse. Dette foto viser hele Svaneholmgård. På vejen ses min farmor, Levine, ridende på sin pony og forældrene i hestevogn.

Da Jens havde vundet sin 25. retssag, inviterede han til fredsgilde, herunder naboen på Bossgården, brodersøn Niels Jensen. Men da han så tabte den næste retssag, var han så forbitret, at han hængte sig i gårdens vognport. Det skete i september 1903.

Børneflokken var to drenge og to piger, og de blev ikke konfirmerede, fordi deres far var ateist. Den ældste af børnene, Niels Andreas, er født i 1868. Som en stor knægt gjorde han en pige gravid. Det kunne ikke komme på tale, at I Svanholm Nielsens ældste søn skulle giftes i utide med en, som ikke var gårdmandsdatter. Så det ordnedes med en pengesum til pigen og enkeltbillet til sønnen til Amerika, hvor han forsvandt. Den næstældste søn, Svenning Antonius, blev født i 1871 og skiftede som voksen Nielsen ud med Ahl. Han var landinspektør og boede i Årup på Fyn. Den ældste datter, Emilie Antoinette, blev født i 1874. Hun gik i smug til præst, og søgte ligesom sine ældre søskende væk fra Svanfolk. Hun blev gift i 1899 med Lars Rasmussen og de ejede en gård, Damsgård, ved Bjerringbro.

Bodil og Jens’s yngste datter, Levine Ferdinandine, er født i 1883. Det er min farmor, og hun levede hele sit liv på Svanholmgård til hun døde i 1953.

Hun var forældrenes og de større søskendes kæledægge. Hun havde sin egen pony og jumper, som hun brugte til venindevisitter og til kørsel til privatskolen i Bælum, hvor hun tog præliminæreksamen og senere gik på højskole.

Men da hun fyldte 21 år blev hun forældreløs. Hun arvede i 1903 bl.a. den gældfrie gård, men var meget alene i verden, eftersom hendes søskende boede langt fra Svanfolk.

Svanholmgaard har været slægtsgård siden 1826. Efter Thyge og Levine har den fra 1953 til 1981 været ejet af deres yngste søn, Cand. Agro. Rytter Rosenbeck. Derefter blev den købt af søsteren Karen Margrethe og Aage til deres søn, Hans Christian (Jensen) Rosenbeck, som nu (2006) er ejer og driver gården sammen med sine forældres gård, Hvidgård, i Dollerup.

Så langt tilbage jeg kan spore min morfars aner har de boet på halvøen Thyholm eller den mindre ø lige øst for, Jegindø. Hvorfor skulle de også forlade det sted ?

Det er et af de smukkeste områder i landet, vil jeg mene. Jorden var frugtbar og Limfjorden rig på fisk, så bortset fra pest- og ufredsår, har man levet et ugenert og fredeligt liv lang fra hovedstaden.

Thyholm ligner en ø på landkortet, men er en halvø, der stikker ud i Limfjorden fra Thy. Forbindelsen til Thy er en 3 km meget smal og ufrugtbar landtange kun 1 m høj over havet. Det hedder Vejledraget, netop fordi tangen er så smal og flad, at vikingerne kunne slæbe (drage) deres skibe over tangen, hvis der var brug for hurtigt at komme fra Nissum Bredning og ind i Skibsted fjord eller den anden vej. Sydkanten af halvøen vender ned mod Struer, og her slutter halvøen også i en landtange ved overfartsstedet. Det hedder Oddesund efter den tyske kejser Otte, som måtte stoppe forfølgelsen af Harald Blåtand, da krigsfolkene ikke kunne komme over. Siden 1938 har der været jernbane- og bilbro.

I vikingetiden var Limfjorden åben mod Vesterhavet. Det var et velegnet sted at samle flåden inden den drog i leding mod de Britiske øer og Normandiet. Limfjorden havde mange naturhavne, og derfor indtog landsdelen en central rolle også efter vikingetiden. Der blev således bygget temmelig store kirker i Vestervig og i Hvidbjerg på Thyholm, men da gennembruddet til Limfjorden på ny sandede til 1200 tallet, faldt landsdelen tilbage i forhold resten af landet.

Thyholm er mest kendt for mordet i Hvidbjerg Kirke på biskop Oluf Glob af Børglum Kloster i 1261. Drabsmanden var fætteren, ridder Jens Glob, og Danmark blev lyst i band af Paven. Det var ikke for at hjælpe almuen mod den grådige bisp. Nej, det var arvestrid om retten til bøndergodset.

I 1765 var der 1.065 thyholmboere, og de var "rolige, arbejdsomme, ædruelige, skarpsindige og lærevillige", står der i Pontoppidans "Danske Atlas". Jorden er meget frugtbar lerjord, og der findes lag af hvidler. Som et af de første steder i landet, lærte bønderne at mergle jorden (sprede kalk ) og at dyrke kløver, lucerne og rodfrugter. Det har uden tvivl medvirket til udsyn og tilpasningsevne, at thyholmboerne opfedede stude og vandrede med studedrifter til markedet i Slesvig-Holsten. Der så de, og lærte nye arbejdsmetoder.

Inden Vesterhavet brød gennem i 1825 var der ål, gedde, helt og aborre i Limfjorden. Bønderne drev lidt fiskeri, men gårdskarle og piger aftalte med deres madmor, hvor ofte de skulle tåle at få ål at spise. Det var en økologisk katastrofe, da indtrængende havvand ødelagde bundvegetationen. Men naturens tilpasningsevne er imponerende, så inden længe var fjorden gydeplads for saltvandsfisk.

Åbningen til Vesterhavet medførte, at havboerne fra Harboøre og Agger sejlede ind og bosatte sig i de mildere fjordområder. Indvandringen var en følge af stormflod med forliste fiskere. Enkelte blev landmænd, men de fleste forblev fiskere - meget dygtige fiskere. De forstod at kombinere metoder i havfiskeriet med fjordfiskeriets. De udviklede bundgarnsfiskeri, nye nettyper og indførte den sejlførende sjækt så man blev fri for det hårde slid ved årerne. Der findes mange Harboøre-familier på Thyholm og Jegindø: Rønn, Lyng, Hav, Kyndi, Tuborg, Kirk og Flyvholm.

Jens Grusgaard Christensen står der skrevet i kirkebogen. Morfar har dog aldrig kaldt sig andet end Jens Grusgaard, og sådan blev han omtalt - medmindre man ligefrem brugte øgenavnet: “Den svuorte”. Min morfars slægtsgren er interessant på flere måder:

For det første tilhører Jens’s mormor en lang og meget bred familiekreds af bønder på Thyholm, som kan spores langt tilbage. En Thyholmboer er i slægt med alle Thyholmboere, siges det. Og det passer naturligvis, fordi bønderne var stærkt forankrede til den gode jord. Min morfars farmors 8 oldeforældre er alle kendte ved navn og fødselsdata, men jeg ved ikke så meget om deres liv. De ældste i anetræet levede under Kong Christian den IV, og der er endog aner via Løvenbalk'erne til de ældste i kongerækken. Jeg henviser til Link til slægtsprogram

Dog vil jeg tilføje historien om herredsfoged Mads Mogensen. Han var i 1665 forlenet til Smerupgård, som var en stor bondegård på 10 Tdr. Hrtk. Herredsskriveren for Refs, Niels Knudsen Schytte, havde gården inden, og han er i øvrigt en ane til min farfar. Mads blevet stævnet for ikke at betale prinsesseskatten på 10 Rdl., fordi han virkede som prokurator uden kongelig bevilling. Det er i dag ganske uhørt, at en person både kan være dommer, anklager og forsvarer - selv om det var ved forskellige retsinstanser. Men Mads hævdede, at der ikke var andre kvalificerede, så Amtmanden godtog argumentet. Han blev frifundet og skulle hverken betale skat eller bøde. Næste tiltale 4-5 år senere var mere dramatisk. Monsieur Mads bliver arresteret og tiltalt for at have slået en soldat ihjel. Det skulle være sket en nat, hvor der var indkvarteret soldater på gården, som efter voldsom drikkeri begynder at skændes og slås. Mads blev ført til hundehullet på herregården Hindsel i lænker. Thisteds borgmester kundgjorde, at herredsfogedens ejendele var beslaglagte og at hans skyldnere skal betale forfalden gæld til borgmesteren. Retten bliver sat i Viborg Landsret, men der kunne ikke føres bevis for andet end at Mads rigtignok havde været i slagsmål, men at han skulle være skyld i soldatens død, kunne ikke bevises. Mads frikendes. Sagen appelleres til Højesteret, men dommen stadfæstes. Mads anlægger erstatningssag mod Thisteds borgmester og sandemændene, som stævnede ham for mordet. Mads fik ret, han genvandt sin formue og blev tildelt erstatning og de tre sandemænd måtte bøde ved at de to edsfingre på højre hånd blev hugget af med bødlens økse - sådan var straffen for manded (usand tale). Mads Mogensen blev altså rehabiliteret, men herredsfogeden var nu ikke helt uplettet, og det var standens fogeder næppe heller. I 1671 indkaldte Vestre Landsret i Viborg alle jyske herredsfogeder og -skrivere til eksamen om landets love og dømmekraft. Denne prøve bekræftede, at mange skrivere ikke kunne skrive og fogedernes færdigheder var ikke meget bedre. Faktisk var kun et fåtal egnede til at virke som fogeder, men det løste man ved at sammenlægge herrederne. Refs blev samlet med Hassing Herred, som havde en aldeles uegnet foged. Mads Mogensen fra Refs var trods alt “mere vederhæftig men mindre oprigtig”. Så øvrigheden valgte snart efter en tredje person, men Mads appellerede sagen til kongens amtmand i Thisted. Han fik medhold og var på ny foged.

For det andet skal det tages med, at min morfars farmor, Karen, fødte sit barn uden for ægteskab. Den 26 årige Christen Jensen af Barslev blev udlagt som barnefar i 1854. Min morfars far bliver døbt Christen Christensen, og han vokser op hos sin mors forældre. Karen slutter sig til den hernhuttiske menighed på Thyholm, og hun bliver gift med en af bevægelsens præster.

For det tredje kommer efternavnet Grusgaard fra anerne til Chrestens kone, Karen. Hun er født på Jegindø. Den ældst kendte ane, Niels Nielsen, er født ca. 1673 og var fæstebonde på Nørretoftegaard. Sønnen døbes også Niels Nielsen, og han fortsætter som fæster efter sin far. Det samme gør sønnen Povel Nielsen. I 1787 var han 72 år og gift anden gang med Else Christensdatter på 50. På gården bor Søren på 30 år, søn af Niels’ første ægteskab, samt Povel på 14, Valdborg på 13 og Knud på 12 år.

Niels Nielsen var således næsten 60 år, da han bliver for sidste gang får børn. Som der stod i en artikel i årbogen for Thy: “ Det er overhovedet en nedarvet vedtægt at hver mand har en kone, det vil sige 2 halve. Den enes hjerte deler han med sin formand, den anden med sin eftermand. Han har altid først en mage, der er for gammel til ham. Men den fejl rettes til fulde derved, at han anden gang forener sig med en, der er ham for ung”. Ægteskabet var en fornuftsbetinget ordning, hvor mulighederne for at blive gårdfolk var vigtig, og trolovelsen aftaltes mellem forældrene uden de unges mellemkomst. Et ægteskab mellem to, der i kærlighed trodsede forældrene, var mange gange dømt til at ende i ulykke og dyb fattigdom. Der var dog undtagelser fra denne regel - heldigvis.

Sønnen Poul Nielsen overtager fæstet efter sin far og blev gift i 1794 med den jævnaldrende Maren Jensdatter, og de får 4 børn. På gården bor også Pouls søskende, Knud og Valdborg, som begge er omkring 30 år, vanføre og almisselemmer. Historien bag denne melding kendes ikke.

Maren og Pouls søn, Niels Poulsen, blev født i 1796 og bliver gift med den jævnaldrende Dorthea Marie Jensdatter, og de får 5 børn. De flytter til Grusgaard, nabo til præstegården, inden 1845. Forældre og børn tog efterhånden navn efter gården.

Det kunne være Niels Poulsens, for der var stærk tradition for, hvordan en begravelse skulle forløbe. Jordemoderens mand spillede en vigtig rolle i gildet. Han blev kaldt skafferen, fordi han også styrede udskænkning fra klukflasken. Han gik rundt nogle dage inden begravelsen til familie og naboer for at indbyde til frokost kl. 10 med efterfølgende begravelse. Det var noget af en præstation, for han blev gerne budt velkommen med en dram og en pot øl.

De inviterede kom med "sending" til gildet. Det kunne være tællelys, en and, et par hanekyllinger og høns eller en krukke med 4-5 pund smør, hvor det var tegnet et kors i smørret, så ingen kunne forhekse det. Varebringerne blev beværtet med kartoffelkage med puddersukker og et glas sød mjød. Dagen før dagen hentede de udpegede “skaffere” borde, stole, tallerkner og bestik, så der kunne dækkes op til de “bøjne”. Der var også travlt hos de indbudte. Kirketøjet blev efterset, og seletøjet skulle skinne, så det blev smurt i fedt, vognen blev vasket - det var jo arbejdsvognen - og der blev sat grønne sidefjæle på samt to agestole, så man kunne køre standsmæssigt til gilde og kirke.

På dagen blev gæsterne budt velkommen med en dram, brændevinsbrød og et krus øl. Man bænkede sig i storstue og sovekammer med præstefamilien for bordenden, dernæst degnens og så familien til afdøde. Den døde var allerede lagt på et stråunderlag i den fine øverstestue. Kisten skulle være samlet uden søm, og naboerne leverede ligklæderne. Gæsterne blev budt på røget fårekølle, rullepølse, medisterpølse, kogt flæsk, oste samt smør, brød og ikke mindst øl. Det lune var ofte kalvefrikasse. Ofte måtte man spise i flere hold, men når alle var mætte, blev liget sunget ud, og så kørte selskabet i kortege til kirke. Efter kirken samledes man på ny i hjemmet. Degnen bad bordbøn, og så spiste man kogt torsk, hønsekødsuppe, svinesteg og til sidst tærte med sauternevin. Overalt blev suppleret med øl og brændevin. Når alle var mætte blev bordene ryddet, og kortene kom frem. Man kunne sagtens spille hele natten, så næste morgen fik gæsterne kold mad og brændevin. Så sov man, hvor der nu var plads. Klokken 12 var der middag blandt andet med blodsuppe (Vilbro) og kød. Om eftermiddagen fik man kaffe, kage og snaps inden afrejsen, hvor en rejsedram skulle sikre en lykkelig hjemrejse.

Ja, der blev afholdt flerdagsgilder, når lejlighed bød sig - sandsynligvis også ved ligfærden for Niels Grusgaard Poulsen. Men ellers var de store festdage barnedåb, bryllup, Sankt Hans, høstgilde og de store helligdage til jul, fastelavn, påske og pinse.

I 1854 bliver deres søn, murer Jens Grusgaard Nielsen, gift med Ane Andersdatter. De boede i et hus nær faderens gård, og 4 børn vokser op. Ane og Jens’s levnedsforløb er ukendt, men det var gode tider for håndværkere, fordi nye byer opstod ved jernbanestationerne og landbruget havde travlt med at bygge om fra kornproduktion til at opfede svin til bacon og holde køer til produktion af smør og ost. Som aftægtsfolk boede de på Egebjerg med smuk udsigt over Tambosund til Jegindø. Ane døde i 1899 og Jens i 1903.

Datteren til Ane og Jens, Karen Jensen Grusgaard blev gift med Chresten Christensen i 1885. Han var murer, så måske var han i lære hos sin kommende svigerfar på Jegindø. Og måske var det på den måde han lærte sin Karen at kende. Karen var lille, mørk i løden og meget smuk. De bliver gift da hun var 22 år og Christen 31 år. De boede flere steder indtil Chresten fik sparet op til selv at bygge hus i den nye stationsby, Lyngs. Deres ægteskab var meget kærligt. Hun elskede ham grænseløst og det blev gengældt.

Karen og Chresten var fattige, men flittige arbejdsfolk og deres børn skulle ud at tjene, så såre de var konfirmerede. Morfar sagde altid: “Det bedste jeg lærte, var at bruge mine hænder. Det lærte jeg af min far og mor. Og det skal mine børn også lære”. Karen arbejdede som kogekone rundt om på gårdene, når der skulle stadses op til familiefester. Hun fortsatte med at arbejde til højt oppe i alderen, men var så uheldig at falde i et vandhul, da hun en mørk vinteraften i 1925 var på vej hjem. Hun fik lungebetændelse, som blev hendes skæbne i en alder af 62 år.

Christen var kendt som en dygtig og bjørnestærk mand, der tog det arbejde han blev budt. I 1892 var daglønnen 1,25 kr. plus kost. Om vinteren, når man tærskede med plejl og rensede med kasteskovl, var daglønnen kun 66 øre. Derfor tog han hellere det bedre lønnede men hårde arbejde som “børste” med at bygge jernbane og de store høfder ved Vesterhavet. Til fyraften, som jo var lørdag aften, vandrede han de op til 6 miles vej hjem til Lyngs. Han kunne være fremme ved midnat, men allerede søndag midnat måtte han gå fra sin kone for at nå tilbage ved daggry til mønstringen.

Det mest iøjnefaldende ved Karen og Chrestens fem børn er, at to af dem bliver gift og en lever sammen med tre søskende - altså tredobbelt svogerskab. Min morfars storesøster, Christine, bliver gift med min mormors bror, Christian. Søsteren, Karen, flytter som enke sammen med Martin - sin ungdomskæreste - der er storebror til min mormor. Og så er der min morfar Jens, som gifter sig med brødrenes lillesøster, Marie.

Jens blev født i 1888. Han gik i skole i Lyngs, og en dag tampede læreren ham ved at rive ham i øret så hårdt, at flippen revnede. Det angrede læreren og gav Jens til trøst en femøre. Da faderen hørte dette, sendte han straks Jens efter brændevin. Læreren var lidt nervøs for, hvordan Sture Chresten ville reagere, men da han næste gang mødte ham, var Chresten ikke vred: “Æ knejt ta’r et’ skad af le’ tamp, når han er uvorn - blot do gir ham de pæng”.

Der er også historien om, at Jens blev sendt efter brændevin, mens faderen gravede dræn. Flasken blev sat det aftalte sted i grøftekanten, men den blev væk. Det skabte vældig ballade, for Sture Chresten gik nærmest bersærk. Ingen kunne finde den bortkomne pægl brændevin. For få år siden blev en gammel brændevinflaske fundet på samme mark under efterårspløjningen. Ingen var i tvivl om, at det var Sture Chrestens brændevin.

Morfar gik tre formiddage i skole om sommeren. Om vinteren var skoletiden tre dage i ugen fra 8 til 16 afbrudt af middagspausen, og tre dage fra 13 til 16. Timeplanen var 4 timer dansk og skrivning, 2 timer religion og 3 timer fordelt på regning, geografi, historie og naturfag samt lidt tid til sang. Det er imponerende, at morfar efter så kort skolegang var i stand til at skrive så pæne og korrekte breve, som han gjorde til min mor i 1930’erne.

Efter konfirmationen tjente Jens ved landbruget og var efter soldatertjenesten tjenestekarl hos møllebestyrer Anton Jensen i Vejlegård. Det var her, han mødte sin kærlighed, den blonde Marie. Det skabte en del ballade, at de sværmede. Jens blev navnlig af Maries mor anset for at være en absolut upassende svigersøn. Han var jo bare en fattig ung mand og søn af Sture Chresten, som hverken ejede bondegård eller nogen formue.

Marie derimod var datter af bestyreren for Sinderup Mølle. Vel var faderen ikke gårdejer, men han havde fast løn, og det var næsten lige så godt. Marie skulle da heller ikke være tjenestepige, nej hun skulle nå højere i det sociale liv, så hun blev oplært i finere syning hos dameskrædderen i Ydby, den nærmeste stationsby.

Den mørklødede karl, Jens, gjorde haneben til den smukke Marie eller var det omvendt ?

Når Maries forældre sov til middag, for sådan gjorde man jo dengang, så åbnede hun vinduet for Jens, og det skete nok også om natten. De to behøvede ikke at sove i sengen, når den nu kunne bruges til så meget andet sjovt.

Det endte med at det unge par skulle giftes i en fart, fordi Marie var gravid. De bliver gift i sommeren 1912.

Morfar ville ikke være ved landbruget, så han startede som fisker og købte lidt senere båd og redskaber. Fiskeriet var mere held-ulykke baseret end landbrug: Vejret kunne hurtigt skifte, så det blev med livet som indsats at få bjærget redskaber og båd. Dårligt vejr kunne også betyde, at fiskestimerne forsvandt, mens store fangster let fik prisen til at falde.

Endelig var det sikkert som Amen i kirken, at fiskeriet lå stille om vinteren, fordi isen lukkede fjorden. Så var der kun adgang til føden ved jagt på harer og fugle på Draget eller ved at stange ål på fjorden - eller ved at købe på bog i Brugsen. Der var sjældent råd til at opspare mere kapital end den som skulle bruges i fiskeriet.

De første fiskemotorbåde kom til Limfjorden i 1901. Båden var klinkbygget, spidsgattet og ikke meget længere end 20 fod. Den var sødygtig og blev kaldt “penalhuset”.

Der kom senere styrehus på, men ellers var det en åben båd uden større læ for vind og vand og med fiskedam midtskibs. Det var både med Volvomarine petroleumsmotor med glødehoved, som blev varmet op med en blæselampe inden motoren kunne startes.

Alle Jens’s fiskerbåde hed “Marie” - naturligvis.

Fiskeriet foregik i “suynder fjuor” (Nissum Bredning) hvor de forår og efterår havde bundgarn til sild, hornfisk, skrubber, rødspætte og lidt torsk og makrel. Om foråret og i forsommeren fangede de også kvabsoen med dens lækre rogn, som bruges til dansk kaviar. Og så var der altid krabber og “Kjøbenhavner” – den grimme ulk. Om sommeren fiskede de hummer og ål. Landingen foregik på åben strand ved Lyngs Drag. I ly af de store skrænter, men med sydvestenvinden lige for var opstillet en ældgammel togvogn af den slags, som havde separate kabiner med eget trinbræt og dør. Her havde fiskerne redskaber og varmestue. Forstranden var gruset, og morfars fiskebåd blev trukket på land og i vandet ved hjælp af et hånddrevet wirespil. Båden blev sejlet så blidt som muligt op på stranden, så man fra forstavnen kunne hoppe i land. Wiren blev sat i skroget, så man kunne trække båden på land. Under forstavnen blev sat ruller, som kølen kunne glide på, og båden holdt lige af et par stærke rygge indtil den var fri af vandet og kunne stå fast på et par træbukke. Det var mandfolks arbejde at være fisker . Der var ikke maskinkraft til at trække net og ruser med fisk op i båden, og der skulle også bruges kræfter til at få båden i og op af vandet.

Morfar var middelhøj, slank og mørk, og om sommeren nærmest sort som en neger i sit vejrbidte ansigt og på hænderne. På resten af kroppen, tror jeg, var morfar kridhvid, for hvordan skulle det være andet. Også i den varmeste tid bar morfar hjemmestrikket uldent undertøj med lange ben. Derover et par blåsorte bukser af Holmens stof, en hjemmestrikket blåsort uldtrøje med rund hals og så busseronnen i blå kraftig bomuldsklæde. Når han fiskede, havde han lange søstøvler og oilskinsstøj på, men selv om de tit blev våde af en høj sø og regn, så kan jeg ikke mindes, at morfar var forkølet eller på anden måde syg. Han tog selvfølgelig ikke solbad, og han hverken kunne eller ville lære at svømme. Hvis uheldet var ude, måtte skæbnen råde. Hvis en fisker skulle drukne, var der ingen grund til at trække pinen ud ved at svømme og bruge redningsvest.

Min mormor var lidt højere end morfar, og hun var lige så lys som han var mørk. Hun var robust og fødte 8 børn, den første da hun var 19 år og den sidste, da hun var næsten 40 år gammel. Jeg husker mormor som meget overvægtig - så svær at hun ustandseligt havde store problemer med bentøjet. Hun var næsten altid glad med smilende øjne og hun elskede at snakke over en kaffetår med naboerne eller i togkupeen med fremmede. Hun var normalt klædt i blomstret kjole med et lige så storblomstret forklæde, hun gik gerne i sine hjemmelavede sutsko og hun brugte hårnet til at holde krøllerne på plads.

Mormor var eminent til at klare den daglige husholdning for små penge. De fik meget fisk, men det var sundt og velsmagende. Der blev dyrket kartofler og andre solide grøntsager i haven.

Samtidig var mormor en ren kunstner til at sy tøj. Det blev vendt og syet så flot, at det kunne bruges af børnene efter tur. Da min mor var tjenestepige, sendte hun herskabets aflagte tøj hjem, og så kunne mormor lave praktisk tøj og kreere de fineste kjoler, undertøj, bluser og nederdele - ja alt hvad hendes små Askepotter måtte mangle.

Efterhånden som børnene fløj fra reden fik Marie og Jens bedre råd. Der kom penge i banken, men ikke alle, for heller ikke banken skulle vide, hvordan det stod til med finanserne. Tænk hvis skattekontoret vidste det.

Morfar røg ikke, men skråede og helst med cigar- eller pibeaske i skråen, for så var der mere bid i den. Vi børn blev altid budt en skrå, men sagde straks nej. Vi fik kuldegysen bare af at se ned i den sorte masse med pibeudkrads og ved at se morfars glæde ved at putte det i munden. Det var nærmest uhyggeligt og næsten lige så farligt, som at spise gift, mente vi.

Der blev ikke drukket øl og spiritus til daglig. Det kom først på bordet, når de ferieglade københavnere, især min far og onkel Poul, var på besøg. Så var der fest i huset. De store gilder blev altid holdt ude i det store redskabsskur, hvor fiskenet og andet grej lå om vinteren. Der var en dejlig lugt af tjære og saltvand, og når der skulle være fest blev væggene kalket og pyntet med flag og blomster.

Morfar elskede at vise lyngsboerne de nymodens ting. Han glædede sig over at være en af de første i byen, der købte radio og grammofon. Og så blev der spillet højt for åbent vindue om sommeren. Det samme med fjernsynet, men tingene skulle vises frem, så det blev stillet i stuen ved vinduet, så alle kunne se herlighederne.

Billedet viser deres hus, bygget af Sture Chresten. Der var ud til vejen den fine indgang, opholds- og spisestue samt den fine stue med sofagrupperne. Til den anden side var soveværelse, køkken og bryggers med udgang til have og redskabsskur. Læg mærke til gadespejlet.

Der blev også snart købt bil, men den blev ikke brugt til rejserne til København. Der kørte man alt for vildt. Han havde en Morris i 1960’erne, som han hver dag brugte til at køre til Tambohuse for at se til sønnernes fiskeri.

Morfar sov stille ind i september 1971. Da var han træt af dage, 83 år gammel og uden at have haft alvorlige sygdomme livet igennem. Det var et hårdt slag for Mormor at blive alene uden sin kærlige mand, som hun havde levet med i 60 år.

Den ældst kendte af mormors aner er mester Wilhelm Schmidt. Han er født i 1636 i København under Christian den IV for snart 400 år siden. Han bliver i 1666 gift med Kirsten Sørensdatter Rafn. I 1677 ansøger han og bliver udnævnt til bartskærer og chirugus i Aalborg. Familien flytter til byen, og de køber en statelig ejendom på Bispensgade over for Jomfru Anegade med de mange værtshuse. Mester Vilhelm havde et tidssvarende og meget velassorteret doktor- og barberudstyr, således som det fremgår af dødsboopgørelsen. Der var bensave, knive, sakse, tænger til udtræk af tænder, klystersprøjter og andre sprøjter foruden rageknive, bækken og krøllejern samt forbindstoffer, velduftende og skrappe salver samt eksotiske præparater. Der var naturligvis også kæbeskruer, som skulle hindre patienten i at bide sig selv i tungen af smerte, fordi patienten dengang blev opereret ved fuld bevidsthed - dog drukket fulde af alkohol. Operationerne var åreladning, trepanering og afskæring af diverse lemmer mod koldbrand, brækkede knogler og dybe sår.

Wilhelm og Kirsten var veludstyrede med klæder, bøger, møbler, glas og andet inventar. Det var et stateligt borgerpar, når de gik til gudstjeneste i Budolfi Kirke. Han med barokkasket, i brun kjole med sølvtressede pufærmer, brune bukser og hvide silkestrømper og handsker. I skærfet hang kården med sølvfæste. Og hun var i sort kjole med korsikansk crepe med sort florhovedtøj og mårskindsmuffe. Han havde flere kårder, et par pistoler og den eftertragtede gønge-bøsse, hvilket måske var gods fra tiden i armeen. Deres møbler og indbo var meget fornemt og rigeligt. De var lærde folk, for der var ikke mindre end 68 bind i bogsamlingen. Og ægteparrets 6 drenge blev bekostet med universitetsuddannelser, mens datteren - som det hørte tiden til - blev oplært i kunsten at være et fornemt fruentimmer.

Det estimerede par manglede ikke noget, men det kneb med kontanterne. Da Wilhelm dør i 1698, viser opgørelsen, at de skyldte penge til de handlende og havde alverdens smålån. Værdien af ejendom, indbo, løsøre og tilgodehavender kunne ikke dække gælden. Boet er stadig insolvent, da Kirsten dør 68 år gammel i 1710. Ikke alle kreditorer bliver tilgodeset, børnene får ingen arv og tilmed må børnene af egen lomme betale for begravelsen.

Den ældste sønnesøn døbes Wilhelm eller Willum (1699-1769) lige som sin far og farfar. Han bliver præst i 1736 med kald i Snedsted Sogn i Thy. Det var et fattigt embede, og tilmed blev han krøbling efter at benene var blevet kørt over af en vogn med løbske heste. Han gifter sig for anden gang 55 år gammel med den 59 årige, Anne Mariche Hvass. Hun var enke efter pastor Erich Hvass, og en af sønnerne fra Annes første ægteskab, Frantz Hvass, blev svigerfar til min Tiptipoldefar, Ludvig Rosenbeck. Dette er et eksempel på, at min mors og fars aner er beslægtede i fortiden, se Link til slægtsprogram.

Lillesøsteren, Fredericia Villumsdatter (1705-1787) blev gift med Jens Madsen Yde i Aalborg i 1735. Han blev sognedegn i Hurup i 1743, og blev pænt vurderet ved visitats og var især kendt for sin sirlige håndskrift. Dødsboets værdier var 79 Rdl heraf en hest, 3 køer, 5 får og en so. Til begravelsen blev købt 25 potter brændevin og 1 ¾ pot cognac. Det var et rigtigt begravelsesgilde, så da boet blev gjort op, var der sølle 14 skillinger tilbage, som de 5 børn allernådigst gav deres mor.

Den næste i mormors slægt er sønnen Svenning Jensen Yde. Han blev født 1744 og døde i 1805. Han overtog faderens degneembede og blev gift med Anna Cathrine Hansen fra præstegården Torsted i Hind Herred. Hun var datter af pastor Thomas Hansen, der var salmedigter ligesom sin fætter, biskoppen i Ribe H A Brorson, der bl.a skrev “Den Yndigste Rose er funden” og “I denne søde Juletid”. Indberetningen fra 1800 lyder: Uuddannet seminarist og grundet alderdom og svaghed uoplagt til skolehold. Ægteparret fik 10 børn, som bliver voksne, så Anne har nok været gravid 18-20 gange regnet efter den tids børnedødelighed.

Sønnen Willum Svenningsen Yde (1771-1858) gik sin far til hånde i skolen og boede som ungkarl hos sine forældre. Han var over 50 år, da han kort efter moderens død giftede sig med den kun 26 årige Marie Kirstine Christensen. Han forventede nok at blive valgt til degn efter sin far, men det blev han ikke. I folketællingen fra 1834 oplyses, at han er jordløs husejer, 63 år og almisselem i Refs by i Hurup sogn. Da han døde var han 87 år gammel. Det var ikke almindeligt at blive så gammel dengang - og slet ikke almisselemmer.

De første forordninger om fattigforsørgelse er fra 1708, hvor kongen påbød sognet at sørge for de fattige eller - det egentlige mål - at tvinge arbejdsføre fattige til at tage arbejde. Det var kun for sognets folk og andre måtte klare sig selv. Der blev ligefrem udnævnt tiggerfogeder, som mod dusør skulle pågribe om- strejfende tiggere, taterpak, tyrkiske fanger og Nordbagger (norske veteraner). Folk var nærmest bange for de omstrejfende horder af sultne tiggere m.v., fordi de også drev småtuskeri måske endog ran og vold. I 1803 kom den første regulære fattiglov, som skulle administreres af sognets forstanderskab bestående af præsten og 3 velagtede gårdfolk. Fattigkassens indtægter var legater, indsamlinger og gaver f.eks. ved mageskifte. Fra 1841 fik forstanderskabet mulighed for at opkræve skat efter hartkorn for bøndernes vedkommende og efter indkomst for håndværkere og forretningsdrivende, men det var upopulært at sætte skatten op. I 1867 omdøbes sogneforstanderskabet til sognerådet og man oprettede fattiggårde, hvor fattiglemmer boede sammen med “asylet” - den tids alderdomshjem for uforsørgede syge og gamle.

Kirstine og Willum Svenningsen Yde havde to sønner og datteren, Marie Magdalene Yde. Hun blev født i 1830, og bliver gift 27 år gammel med den jævnaldrende møllersvend Niels Christian Jensen, søn af daglejer Jens Nielsen og Ane Christensdatter. Niels Christian blev i 1875 udnævnt til bestyrer ved “Kompagniet til inddæmning af Thyholms Vejle og Skibsted Fjord”. Han skulle tilse og vedligeholde kanalsystemet, digerne mod havet og to hollandske møller, som trak pumperne. Familien flyttede til den nye bestyrerbolig, Vejlegaard. Det var et efter datidens forhold stort og fint hus med grundmur og med tegltag. Der var 4 værelser samt gæsteværelse, køkken, spisekammer og forrådskælder. Entre og vaskerum blev senere bygget til stuehuset. Udbygningerne var også med grundmur, mursten og tækket med tagrør. Der var stald med hønsehus og karlekammer samt lade, vognrum og lokum. Der var jord til græsning og vinterfoder til et par heste, 4 kreaturer og nogle får og høns. Den faste månedsløn var hovedindtægten og hertil kom salget af tagstrå.

Marie føder tvillinger i 1859, Anton Vilhelm og Jens, og i 1876 kommer en efternøler, Margrethe Kirstine. Hendes mand var efterkommer til Løvenbalk'erne og dermed til Gorm den Gamle. Der var i øvrigt også slægtssammenfald med morfars lange slægt på Thyholm.

Niels tager sin afsked som bestyrer med pension, da han fyldte 67 år, og de flyttede i 1898 til Ydby. Han dør i 1908, og Marie Magdalene lever 5 år som enke.

Sønnen Anton Vilhelm Jensen er født i 1859. Han kom i lære som møller og afløste sin far i embedet som bestyrer for Kompagniet til inddæmning af Thyholm Vejle i 1896. Han bliver gift 23 år gammel med den 21 årige Pouline Kirstine Kristensen.

Hun blev født 1861 i Grurup sogn i Hassing Herred syd for Thisted, og hendes var husmand Niels Christian Christensen og Maren Poulsdatter.

De fik to sønner, Martin Kristian og Christian Marius, samt datteren, Marie Magdalene, som er min mormor.

Mormors forældre, se foto, blev boende på Vejlegård indtil 1920, da de byggede hus i stationsbyen Lyngs. Anton døde året efter, mens Pouline eller Line, som hun blev kaldt, senere flyttede til De gamles Hjem i Hvidbjerg, hvor hun næsten 87 år gammel døde den 20. januar 1948.

Den ældste søn af Pouline og Anton var Martin Kristian født 1884. Han kom i smedelære og senere tog han til København, hvor han var med til at bygge de kæmpestore kraner til høfdebyggeriet langs Vesterhavet. I 1913 etablerede han sig 29 år gammel som smedemester på Jegindø. Som voksen tog han navneforandring til M. Chr Staalhof - et navn han levede ganske fornøjeligt med, fordi navnet henviste til hans metier og favoritdrik. Han var festlig, når han spillede på sin harmonika, og han var i det hele temmelig usædvanlig bl.a. skrev han mange læserbreve og små notitser til Thisted Dagblad.

Den næstældste søn, Christian Marius, var en rigtig slider. Han købte i 1918 gården "Strandlyst" på 18 tdr. land og der blev arbejdet hårdt for at klare til dagen og vejen. Christian fiskede om sommeren og slog sten til skærver om vinteren ved siden af sliddet med landbruget. Han giftede sig med Kristine Kristensen, der var storesøster til min morfar. Hun blev kun 34 år, da hun blev ramt af "den spanske syge". Hun skulle på sygehus, men de var så fattige, at det tog tid med at få skaffet de personlige ejendele, som "man" skulle medbringe bl.a. undertøj og natkjole. Hun døde dagen inden afrejsen.

Min mormor var eneste datter og endda lillesøster til Martin og Christian. Hun boede hjemme hos forældrene til hun var næsten 19 år, men dog således at hun hver dag tog toget for at blive oplært i finere syning hos dameskrædderen i Ydby. Da hun er 18 år bliver Jens Grusgaard Christensen hyret som karl hos bestyrer Anton Jensen.

Det er i begyndelsen af 1912, men det varer ikke længe før den smukke Marie og den mørke Jens bliver glade for hinanden. Pouline forsøger af al magt at holde dem adskilte, men forgæves.

Her skal sluttes af med et foto af Marie og Jens's børn og svigerbørn. Det er fra deres guldbryllup i 1962.

I første række fra venstre sidder Søster gift med morbror Oskar (fiskeskipper), så guldbrudeparret Marie og Jens, og dernæst moster Erna og onkel Richard (gårdejer). Stående fra venstre Peter Hove (skolelærer) gift med moster Henny, Henning Nielsen (stationsforstander) gift med moster Gerda, moster Poula gift med Poul Wendt (elektromekaniker), mine forældre Karen og Jens Rosenbeck samt tante Gudrun gift med morbror Arnold (fiskeskipper).